Blog

Skal du vælge en MVP eller fuld løsning til dit næste it-projekt?

Står du over for at udvikle en ny digital løsning, uanset om det er en app, en portal eller en ny webplatform, er du sikkert også stødt på spørgsmålet: Skal vi bygge det hele fra start? Eller skal vi begynde i det små og udvide efter behov?

Her kommer begrebet MVP (Minimum Viable Product) ind i billedet. Det handler ikke om at levere noget halvfærdigt, men om at tænke klogt og agilt: Hvad er det mindste, vi kan udvikle, som stadig skaber reel værdi for brugerne og forretningen?

Hvad er en MVP?

En MVP er den første version af din løsning, som indeholder netop de funktioner, der er nødvendige for at løse et centralt problem – intet mere, intet mindre. Ideen er at få noget ud at leve hurtigt, så du kan teste det i praksis, få feedback og justere kursen tidligt.

I stedet for at bruge tid og penge på en komplet løsning, som måske viser sig at ramme ved siden af, satser du på en kernefunktionalitet, der kan prøves af i virkeligheden.

Eksempler:

  • En bookingløsning starter med kalender, tilgængelighed og bookingformular, men uden integration til økonomisystem eller notifikationer.
  • En ny webshop begynder med én produkttype og manuel ordrebehandling og ikke hele lagerstyringen fra dag ét.
  • En digital selvbetjeningsløsning tilbyder et enkelt sagsforløb, som senere kan udvides til flere.

Fordelene ved at starte med en MVP

Der er mange gode grunde til at vælge MVP-tilgangen – ikke mindst i moderne softwareudvikling, hvor kompleksiteten stiger, og forretningsbehov ændrer sig hurtigt.

  1. Hurtigere time-to-market:
    Du får din løsning ud til brugerne hurtigere, og kan dermed begynde at skabe værdi – hvad enten det handler om at løse en konkret opgave, generere leads eller afprøve en forretningsidé.
  2. Bedre beslutningsgrundlag:
    Når du først ser brugernes adfærd og hører deres feedback, bliver det meget lettere at prioritere, hvad der skal udvikles næste gang. Du slipper for at gætte dig frem i et vakuum.
  3. Lavere risiko:
    Jo længere tid du udvikler i blinde, jo større er risikoen for, at du rammer ved siden af. Med en MVP begrænser du investering og kompleksitet i første omgang – og bygger videre i takt med den viden, du opnår.
  4. Agil fremgangsmåde:
    MVP passer godt til agile metoder, hvor udvikling sker i iterationer, og læring og tilpasning er en del af processen. Det handler ikke kun om at komme hurtigt i gang – men om at blive klogere undervejs.

Hvornår giver en MVP mening?

Ikke alle projekter egner sig til en MVP i klassisk forstand. Hvis du udvikler en løsning, hvor alt skal hænge sammen fra start (fx integration med offentlig infrastruktur, komplekse arbejdsgange eller omfattende sikkerhedskrav), kan det være svært at opdele i trin.

Men i langt de fleste tilfælde vil man kunne identificere en kerne – og begynde der. Det gælder især:

  • Nye digitale produkter, hvor brugerbehov og værditilbud skal testes.
  • Interne værktøjer, hvor én afdeling kan starte med at bruge systemet, før det rulles ud bredere.
  • Selvbetjeningsløsninger, hvor én funktion kan frigøre tid, mens de næste bygges.

Sådan prioriterer du funktioner til din MVP

Det kan være svært at vælge ikke at tage alt med fra start, men det er netop pointen. Her er nogle overvejelser, der kan hjælpe dig med at prioritere:

  1. Hvad er det vigtigste problem, vi vil løse?
    Hold fokus på det konkrete problem, jeres brugere står med. Alt andet er sekundært – og kan komme senere.
  2. Hvilke funktioner er nødvendige for at løse det?
    Lav en liste over funktioner – og skær benhårdt ind til benet. Spørg dig selv: Ville løsningen stadig være brugbar uden denne funktion?
  3. Hvilke funktioner kan vente?
    Lav en liste med “nice to have”, som kan gemmes til næste fase. Her kan du inkludere integrationer, automatisering, designforbedringer og udvidelser.
  4. Hvordan måler vi succes?
    Definér, hvad der gør MVP’en succesfuld. Er det antal brugere, oprettede konti, konverteringer – eller blot feedback, der bekræfter behovet?

Softwareudvikling med langsigtet plan

Det er vigtigt at understrege, at MVP ikke betyder midlertidigt eller uprofessionelt. Det skal være en holdbar første version – veludført, sikker og brugervenlig. En MVP er ikke en prototype, men et reelt produkt.

I softwareudvikling bør MVP tænkes som første kapitel i en lang udviklingshistorie. Og hvis du planlægger det rigtigt, bygger du ikke noget, du skal kassere – men noget, der kan udvides, justeres og forbedres over tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *